Fødselsberetning 2013

Den 2. januar 2013 havde Asbjørn og jeg hygger inde foran tv'et med en
god film og hygge mad.
Asbjørn havde været på arbejde om dagen, men da vi skulle til
lægesamtale på hospitalet ang. kejsersnit næste formiddag, havde vi
ikke travlt med at komme i seng.

Jeg havde glemt at tage min blodtrykspille så tog en med det samme og
den næste skulle jeg derfor have kl 1. Satte vækkeuret.
Vi gik i seng og jeg lavede et eller andet der gjorde ondt nærmest i
ligamentet... Tænkte ikke mere over det før her bagefter, det samme
skete nemlig ved første blødning.

Ca. Kl. 0.20 vågner jeg og skal tisse, tager den før omtalte pille og
går ud af sengen. Hvorefter det løber med blod ned af benene. Ih altså
tænker jeg nu igen. Og "løber" ud på wc'et. Her smider jeg trussen og
får tisset mens jeg bedes Asbjørn komme med min Tlf for jeg skal have
fat i hospitalet. Han kommer med telefonen og jeg ringer, de er så
længe om at tage den.

Opdager at blodet stadigt løber og det oplyser jeg jordmoderen om. Hun
beder mig ligge mig på venstreside og afvente ambulancen. Jordmoderen
spørg hvor meget jeg bløder og jeg skyder det til 2-3dl. Jeg er på
intet tidspunkt i panik for Balder sparker lige en enkelt gang.
Imens vi venter på ambulancen tager Asbjørn tøj på og tørrer blodet
op. Han pakker også det der mangler i min taske og er ellers bare sød
og dejlig.

Ambulancen kommer og det er den samme Ambulancemand (Torben). Vi siger
hej og jeg bliver båret ud på båren.
Asbjørn kører selv mod hospitalet og fortalte senere at han hele turen
derop kiggede mere i bakspejlet efter mig, end fremad. Vel vidende at
ambulancen ikke kører samme vej som ham...
I ambulancen for jeg lagt venflow og får væske. Får ilt og målt
blodtryk. Blodtrykket siger 170/110 og det kommenterer jeg som værende
højt selv for mig.

Vi kører afsted til hospitalet og jeg føler jeg er ved at falde ud af
båren, men ambulancemanden forklarer mig at der er sider på båren så
jeg falder ingen steder. Jeg begynder at få det dårligt, men er ikke
utryg.

Jeg synes egentlig det tager lang tid at komme til hospitalet.
Da vi kommer til hospitalet kører de båren gennem de mange gange ind i
elevatoren og op på den rigtige etage.

Jeg tror stadigt at det bare er endnu en blødning og at jeg kommer
hjem om et par dage. Dette var blødning nr.4.

Jeg kommer ind på en fødsstue hvor der er rigtigt mange mennesker.
Asbjørn er iført en blå kittel og hår ting. Det synes jeg er ret
underligt, for det er jo ikke nu, er det?

De finder baby's hjertelyd, den er lidt høj. En anden begynder at
ligge venflow i min anden arm. Hun stikker tre gange og det lykkes
ikke. Jeg siger højt av.
Asbjørn holder mig i hånden.
Jeg får besked på at han skal ud nu og at de ikke har besluttet sig
til om det skal være alm kejsersnit eller akut kejsersnit, hvor jeg er
i fuld narkose.

Jeg tænker at selvfølgelig bliver det alm kejsersnit.
Jeg bliver kørt ind på operationsstuen og bliver spurgt om et par
ting; allergier, krone på tænder osv. De fjerner mine briller og det
gør mig utryg, kan ikke se uden dem.
Asbjørn holder mig stadigt i hånden.
Så får jeg en maske ned over hovedet og så bliver jeg bange, virkelig
bange og stritter i mod. Først her gik det op for mig at det var nu og
i fuld narkose.

Jeg får masken på igen og besked på at trække vejret dybt.
Narkoselægen siger hej, han hedder Erik. 5 sek senere husker jeg ikke mere.
Jeg sover utroligt dejligt.

Kl. 1.38 er vores dejlige søn Balder født.
Jeg vågner i et smertehelvede i operationsstuen efter operationen. Jeg
bliver lagt i en seng (som vender forkert) og kørt over på
opvågningen. Her får jeg morfin og andet smertestillendende og knust
is. Jeg er vildt tørstig.

Asbjørn kommer og fortæller at Balder har det godt og ligger på neo.
Han er lidt lille ca. 45 cm og vejer 2465g.
Jeg græder, det hele er lidt meget.

Jeg kan ikke se lige og beder om mine briller, som jeg allerede har på.
Alting er sløret og det gør skide ondt. Jeg får at vide at jeg nu har
fået 50mg morfin og ikke kan få mere før lægen har været der. Lægen er
der ret hurtigt og jeg får mere morfin.
Da smerterne er under kontrol kommer jeg op på barselsgangen 143 hvor
jeg får stue 4. Her er Asbjørn også.

En sygeplejeske kommer og ser til mig, en anden fra neo spørg om jeg
vil se min søn. Min sygeplejeske afviser den anden sygeplejeske men
jeg havde jo sagt ja og får kort tid senere min søn i armene for
første gang. Ikke i ret lang tid da jeg skal have en masse medicin.
Men bare lige et øjeblik, og jeg er dybt taknemlig.

Jeg får medicin mod infektion og noget der skal få livmoderen til at
trække sig sammen. Og mere smertestillende.
Derefter bliver jeg kørt over på neo (lidt længere nede af gangen) og
skal holde min søn igen, i mere end 5 min.

Da jeg kommer ind på Balders stue på neo er han hos en sygeplejeske
men da han hører mig tale stikker han i et skrig, der først stopper da
han ligger på mit bryst. Og igen tuder jeg. Han er så fantastisk
dejlig og helt perfekt.

Jeg får utroligt ondt og får mere smertestillende. Jeg får også
støttestrømper på, fordi jeg har meget vand i kroppen.
Jeg begynder at malke ud, hvilket ikke just er behageligt.
Jeg kommer op og gå dag nr 2 og fik kateteret ud. Det gjorde utroligt
ondt at komme op og gå. Det var næsten ikke til at bære. Heldigvis
hjælper Asbjørn mig utroligt meget hvilket gør jeg kommer hurtigere ud
af sengen. Og oftere.

Asbjørn får lov til at være på hospitalet hele tiden, sammen med os.
Det var guld værd.
Dagene på hospitalet flyder ret meget sammen. De første par dage er
Balder stadigt på neo, men den 5. bliver Balder overført til
barselsgangen 142. Vi er flyttet til en anden barselsgang da der ikke
er så mange fødende på dette tidspunkt.
Mælken er lige så stille ved at løbe til, men det er ikke nemt at amme
og Balder har svært ved at få fat. Men ved hjælp af ammebrik og en
sygeplejeske gik det al sammen.

Efter 5 dage på hospitalet fik vi lov til at komme hjem.